Om at inddrage landskabet og hesten i terapiens rum
Af Natassia Rosewood
Der er noget, der sker, når vi træder ud. Ud under åben himmel. Ud i skoven, til vinden, til hestene. Noget sænker sig. Tempoet. Tankerne. Hjertet begynder at slå i takt med noget større, noget ældre. Jeg har set det igen og igen – hos kvinder, der har siddet fast i hovedet, i smerten, i mønstre. Og som langsomt begynder at mærke: kroppen, kontakten, kompasset.
Jeg har i mange år inddraget naturen i mit terapeutiske arbejde – og det er ikke tilfældigt. Vi er ikke skabt til at hele i flimmer. Vi er skabt til at hele i rytme.
Naturen husker det, vi har glemt
Som antropolog har jeg boet og levet blandt oprindelige kulturer, hvor forbindelsen til naturen aldrig er blevet brudt. Her foregår samtaler ofte i bevægelse. Heling sker i fællesskab med jorden, vinden, dyrene, elementerne. Det er ikke noget “nyt” – det er noget, vi er ved at huske.
I vestlig terapi har vi længe været vant til at sidde overfor hinanden i et lukket rum. Og det kan noget. Men når vi tager samtalen med ud, ændrer alt sig. Kroppen får lov at tale med. Sansningen åbnes. Træernes visdom, fuglenes sang og det bløde skovunderlag bliver en del af det terapeutiske felt. Naturen er ikke kun kulisse – den er aktiv medspiller. Den spejler, regulerer og minder os om, hvem vi er uden for præstation, selvkritik og travlhed.
Hestens sprog – og sjælens spejl
I hjertet af Lykkedal går Vigdis, min 14-årige islandske terapihest. Hun er ikke “trænet” i terapi i klassisk forstand. Hun er terapi – i kraft af sin væren, sin instinktive respons på energi og sin blide, urokkelige tilstedeværelse.
Heste bærer en urgammel kraft i sig. I mytologien har de båret guder, krigere og sjæle mellem verdener. De har været budbringere mellem det synlige og det usynlige, mellem menneske og ånd. Der er noget ved hestens blik, der går udenom sproget – direkte ind i sandheden.
Når en kvinde står overfor Vigdis, sker der noget. Det er ikke nødvendigvis dramatisk. Det er ærligt. En tilstand af regulering, hvor nervesystemet falder til ro – fordi hesten mærker dig, som du er, ikke som du prøver at være. Den ser igennem facader og spejler med stilhed og nærvær.
Når terapi bliver en pilgrimsrejse hjem
Spirituel livsguidning, som jeg praktiserer den, handler ikke kun om samtale – men om at lytte. Til det indre og det ydre. Til kroppen, til naturen, til det der kalder. Når vi tager terapien ud i landskabet og lader en hest træde ind som spejl, åbner vi for en anden form for visdom – en, vi ikke kan tænke os til.
For nogen bliver det første skridt en stille gåtur gennem skovbrynet. For andre en trommerejse, en hvisken til vinden, en tåre i pelsen på Vigdis’ skulder. Det er ikke metoden, der heler – det er mødet.
En invitation
Hvis du mærker en længsel efter at komme tættere på dig selv – i mødet med naturen, i samværet med hesten som spejl og med plads til det sjælelige – er du velkommen.
Ikke for at “finde dig selv”, men for at genkende det, du allerede er.
Jeg tilbyder individuelle sessioner, hvor vi inddrager både hestekontakt og naturterapi. Sessionerne kan støtte dig i at finde ro i nervesystemet, slippe overvældelse og styrke din indre forbundethed.
Du er altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om, hvordan en session kan se ud for dig.
Vi mødes dér, hvor ordene slipper – og kroppen, naturen og sjælen tager over.
