Naturen, hverdagsshamanisme og den stille revolution indad
Af Natassia Rosewood
Vi lever i en verden, der ikke er designet til menneskelig trivsel.
Det lyder voldsomt. Men det er sandt.
Vores samfund er bygget til hastighed, effektivitet og konstant præstation. Vi bliver belønnet for at være travle, for at tænke hurtigt, for at være synlige, skarpe og “på”. Men det, vi længes efter, kan ikke måles i tempo eller produktion.
Aldrig har vi haft så meget adgang til teknologi, netværk og viden – og alligevel har vi heller aldrig haft så mange mennesker, der føler sig udbrændte, ensomme, meningsløse og fanget i deres eget liv.
Det er et paradoks, jeg som antropolog, terapeut, hverdagsshaman møder igen og igen – i forskningen, i mine samtaler og i mit eget liv.
Og det har fået mig til at spørge:
Hvad er det egentlig, vi har mistet – og hvordan finder vi hjem igen?
Trivsel er ikke et mål – det er en rytme
I vestlig tænkning bliver trivsel ofte gjort til noget, vi skal opnå: En optimal tilstand, et “mål”, vi skal kunne dokumentere og effektivisere os hen imod. Men i mange oprindelige kulturer, som jeg har levet og arbejdet blandt, er trivsel ikke en præstation – det er en rytme.
- En rytme, der leves i fællesskab.
- En rytme, der følger naturens cyklus.
- En rytme, hvor både sorg, hvile, stilhed og glæde har plads.
Og vigtigst: En rytme, hvor mennesket ikke står adskilt fra verden, men er vævet ind i den – i jorden, i dyrene, i drømmene, i ånden.
Naturens intelligens – kroppen husker det, hovedet har glemt
I dag ved vi fra forskningen, at kontakt med naturen har dokumenteret positiv effekt på vores mentale, fysiske og følelsesmæssige trivsel. Det sænker blodtryk og stresshormoner. Det balancerer nervesystemet. Det styrker vores immunforsvar og øger oplevelsen af sammenhæng og mening i livet.
Det er ikke et “nyt” fænomen – det er urgammelt. Det er noget, vi har glemt i støjen og flimmeret.
Vi er ikke skabt til at hele i lysstofrør og e-mails.
Vi er skabt til at hele i rytme, ro og relation – med os selv og med det levende omkring os.
Jeg har oplevet igen og igen, hvordan kvinder i terapi eller cirkelarbejde begynder at trække vejret anderledes, bare vi går ud. Bare vi sætter os ved et træ. Bare vi slipper samtalen og mærker vinden. Bare vi er i nærvær sammen. Ofte ordløst, men sammen.
Naturen spejler os ikke med ord – men med væren.
Hverdagsshamanisme
Som praktiserende i hverdagsshamanisme arbejder jeg med, hvordan vi bringer det spirituelle tilbage i hverdagen. Ikke som noget fjernt eller mystisk – men som en naturlig del af det at være menneske i en levende, sansende og åndeligt forbundet verden.
Hverdagsshamanisme er en praksis, hvor vi lytter til drømme, går med årstiderne, lægger mærke til tegn og arbejder med ritual og symbolik.
I min praksis er det ikke usædvanligt, at beskeder, drømme eller indsigter opstår fra den usynlige verden – og bringer klarhed, trøst eller dyb mening. Jeg tror ikke på hurtige svar. Jeg tror på forbindelser, der næres over tid – mellem dig og din indre visdom, men også mellem dig og det, der rækker ud over dig.
I den shamanistiske forståelse opstår ubalance – og sygdom – når vi mister forbindelsen:
Til kroppen. Til naturen. Til forfædrene. Til sjælen.
At genoprette trivsel er derfor ikke kun at “få det bedre”. Det er at genoprette kontakt.
En personlig rejse – og en kollektiv længsel
Jeg ved, hvordan det er at være i den moderne verden med sin travlhed, sine krav og sit tempo. Jeg har selv mærket det i mit eget nervesystem, i mit akademiske virke og i mit personlige liv.
Og jeg har set, hvordan et andet liv åbner sig, når vi begynder at træde ind i en anden rytme. Ikke nødvendigvis en “alternativ” livsstil – men en anden måde at lytte på. Møde sig selv på. Være menneske på.
For mig handler trivsel i dag ikke om at “nå” noget.
Det handler om at vende hjem.
Til jorden. Til kroppen. Til rytmen. Til noget ægte.
